Seminar den 26.-27. september 2025

Faglighed i dit eget fag og på tværs

Temaet er smerter – de fysiske og psykiske – og der vil være workshops for mange af de faggrupper, vi har i foreningen. Det gælder om at være klar, når programmet sendes ud i næste uge, da der er begrænset deltagerantal. Altså først til mølle. Her er lidt om bestyrelsens ambitioner med seminaret, samt nogle smagsprøver på indholdet.

Af Jesper Odde Madsen. Danske Terapeuter, maj 2025

- Det er meningen, at alle deltagerne skal have noget konkret med hjem, noget hands-on, de kan bruge i klinikken, siger bestyrelsesmedlem Marianne Lyhne.

- Alle workshops ledes af folk fra vores samarbejdende skoler, fordi vi kender dem på forhånd og ved, at de er gode undervisere på deres felt.

- Seminaret kører ad tre spor på samme tid, så derfor må man foretage nogle aktive valg ved tilmelding, da man jo kun kan være ét sted ad gangen. Men da der er fælles pauser, har man også chancen for at dele, hvad man har oplevet i de forskellige workshops.

- På den måde kan inspiration og nysgerrighed brede sig ud til flere, på tværs af workshops. Og som soloselvstændig er det jo godt at få mulighed for gensidig sparring med kollegerne.

De to dage i september indeholder en guldgrube af faglig viden og inspiration. Uanset hvilken faggruppe, man tilhører, vil der være noget at tage med hjem. Det gælder både EFTMR-Traumeterapeuter, columna-terapeuter, zoneterapeuter, akupunktører, kranio-sakral-terapeuter og biopater.

- Det er altid godt at lære nyt inden for sit eget fag, men vi vil også gerne give medlemmerne indsigt i nogle af de andre faggrupper, da det kan give et bredere perspektiv på det at være alternativ behandler. Derfor er alle workshops for alle, og så møder man måske noget spændende, som man får lyst til at kigge på, siger Marianne Lyhne.

- Alle workshops er for alle, på den måde kan man måske blive inspireret til efteruddannelse inden for sit fagområde eller måske en helt ny uddannelse.

På seminaret kan du hente konkret viden og teknikker om bl.a:

  • Pudendal neuralgi eller ”cyklistsyndromet” – columnaterapi
  • Traumeterapi, smerter og det fysiske og mentale velbefindende – EFTRM-traumeterapi
  • Biomekanisk kranio-sakral terapi - KST
  • Brug af sugekopper som smertelindring - massage
  • Behandling af hælspore og frossen skulder – akupressur/akupunktur
  • Teknikker fra Japansk Lifting
  • Smerter set i perspektiv hos biopater/urteterapeuter/naturopater

De samarbejdende skoler, der står for undervisningen, er EnergiPsykologi Danmark, Lasota Terapi Akademi, Institut for Biologisk Medicin, Dig i Centrum, Akupunkturskole.dk, WeSlimmer Institut og Dit Alternativ.

Deltagelse i seminaret giver 16 RAB-efteruddannelsestimer.

Om fredagen efter programmet er der Medicinsk Qi Gong for dem, der har lyst, samt senere middag og socialt samvær med kollegerne.

---

I næste uge – dvs. uge 21 – udsender bestyrelsen det fulde program og åbner for tilmelding.