Klienter på is

Kroppen får en hård medfart, når en ishockeyspiller rammer banden eller en modstander. Og da der er kamp igen dagen efter, skal behandlingen af skaden være effektiv, men uden at provokere skaden yderligere. Zoneterapeuten keder sig ikke.

Af Jesper Odde Madsen. Danske Terapeuter, april 2026.            

- Ved zoneterapi giver det altid en super god effekt at kunne arbejde perifert, væk fra selve skaden. Men genoptræningen er mindst lige så vigtig som selve behandlingen, her gælder det fx om at prøve at bøje og strække musklerne, så spilleren kan være klar igen næste dag.

Det siger Carsten Esmark, som har været zoneterapeut siden 2000 og til daglig arbejder på sin klinik i København. Men her taler han om en helt særlig type klienter, nemlig ishockeyspillerne. Siden 2003 har han været tilknyttet landsholdet som zoneterapeut og manuel behandler.

I februar deltog landsholdet i OL i Milano, hvor Danmark nåede at spille fire kampe, før de desværre tabte 3-2 til tjekkerne.

- Vi spillede godt mod dem, men det gik alligevel ikke, og bagefter måtte vi så pakke sammen og tage hjem. Men selv om Danmark er en lille ishockey-nation, ligger vi blandt de 12 bedste i verden, så bare det at vi deltog var flot, siger Carsten.

Når man som behandler arbejder med sportsfolk på højt niveau, er man nødt til at arbejde på nogle helt andre præmisser end normalt, da man befinder sig langt fra sin klinik og alle de remedier, man normalt har lige ved hånden.

- Vi er sådan set altid på udebane, så vi hører ikke rigtig til nogen steder. Og det gælder også de kampe, der spilles i Danmark, da det jo både kan foregå fx i Odense, Frederikshavn eller København.

- Derfor medbringer vi altid folde-ud brikse, træningselastikker, diverse forskellige cremer, ja faktisk et mindre felthospital.

- Og hvad er det så, vi kommer frem til, når vi fx havner i Milano? Det aner vi ikke, og det er ikke altid, at der er taget super meget hensyn til os behandlere, når man indretter en skøjtehal. Også i Milano var det ret interimistisk. Vi havde et rum, der var ca. 1½ meter bredt og 3 meter langt.

- Det kan godt være lidt bøvlet at stå der og behandle. Foruden mig er der også vores fysioterapeut, og vi står nærmest på ryggen af hinanden, når den ene skal om på den anden side af briksen. Så må du løfte briksen op og rykke den over til siden, så du kan få plads til at arbejde.

Flere briller på

- Det er dårlige arbejdsforhold, men vi bruger ikke tiden på at brokke os over det, for vi kan jo ikke lave det om alligevel. Vi har prøvet det før, og vi må få det bedste ud af det, vi har. Det kan være meget forskelligt, og nogle steder har vi da også rigtig gode faciliteter.

De akutte skader, som Carsten behandler, kan typisk være problemer med lænd, lyske, skulder eller ribben. Men allerede inden afrejsen opstod et alvorligt problem, da én af spillerne brækkede sit kraveben tre steder - 11 dage før OL. Han blev straks opereret, og lægerne måtte tage knoglegrat nede fra bækkenet og sætte det ind ved kravebenet. Få dage efter skulle han være klar på isen og være i stand til at skyde hårdt til pucken med sin stav.

- Han havde faktisk svært ved at løfte højre ben ud af sengen om morgenen efter kampene. Det var virkelig irriterende for ham, og det gjorde ondt, men det duede jo ikke at begynde at massere og rode rundt ved et frisk operationsar, eller at stå og hive og strække leddet, fortæller Carsten.

- Her var zoneterapien faktisk rigtig god, for det var kun nødvendigt at arbejde ganske kort tid på reflekszonerne til hans hoftebøjer, ballemuskulatur og hofteled under yderste malleol. Bagefter gik det meget bedre for ham at føre benet ud til siden.

- Noget spændende ved mit arbejde er også, at jeg i nogle situationer først skal finde ud af, hvilke briller jeg skal tage på: Er det zoneterapi-brillerne, eller er det de kliniske, fysiologiske eller biomekaniske briller? Eller er det en kombination, det handler om? Derfor er det en stor fordel, at vi på holdet har flere behandlere med hver sin uddannelse.

Aktiv genoptræning

- Det kan også være en udfordring at finde frem til årsagen til et problem. Og det duer ikke bare at få en klient med ondt i lænden lagt om på maven og så trykke på en lændemuskel, eller at give zoneterapi på de punkter, der relaterer til lænden, siger Carsten.

- Og hvad kommer det af? Nogle gange er man nødt til at gå ind og lave en klinisk undersøgelse, og det ligger så mere ovre i det osteopatiske og fysioterapeutiske.

- Jeg synes ikke selv, at zoneterapien er et godt diagnostisk værktøj,  men den er god til at gå ind og smertelindre, eller at genskabe en funktion, der var blokeret. Og har en spiller fx fået trykket nogle ribben, duer det jo ikke at stå og massere på dem, men det har en god effekt at arbejde på fødderne.

- For os gælder det jo altid om at få folk i gang igen, og derfor er det ikke passive behandlinger af folk på briksen, der duer, men aktiv genoptræning.

Når landsholdet tager af sted, omfatter det mange flere end de ca. 24 spillere, inkl. reserver. Der boede i februar i alt ti ”staff-members” i OL-byen: En læge (ortopædkirurg), en fysioterapeut, to trænere og en general manager, samt Carsten som zoneterapeut og manuel behandler. Uden for OL-byen boede bl.a. pressechefen, to materialefolk,  samt en mentaltræner fra Team Danmark.

Pressefolk og trælår

- De fysiske rammer er ikke de bedste. Nogle af de andre i staff har slet ikke et rum, og derfor kommer de nogle gange ind og sidder hos os. Men det er ikke altid, det passer skidegodt, og så må vi være konsekvente og sige ”så er det ud med jer, også jeres rygsække, I kan jo ikke være her, mens vi arbejder”.

Meget af byggeriet i OL-byen er noget interimistisk, som var bygget op til lejligheden, og som senere bliver revet ned igen, bl.a. de omklædningsrum, som lå side om side med de andre nationers.

- Ved andre lejligheder har vi til gengæld haft gode lokaler og faciliteter med masser af plads omkring briksen og plads på hylderne til vores store kasser med remedier, siger Carsten.

- Tiden er også en vigtig faktor, når det hele skal gå op. Der var to arenaer, hovedarenaen hvor vi havde vores lokaler, og en anden arena, der lå en times kørsel væk. Her kunne vi ikke nå tilbage til vores faste omklædningsrum i pauserne, men måtte rykke alt vores grej ned i et midlertidigt lokale, der lå neden under arenaen.  Den slags er noget bøvlet, og med al den transport frem og tilbage var klokken måske 3 eller 4, inden vi kom i seng.

- Efter en kamp er der typisk pressefolk, der vil tale med spillerne, og vi har måske akutte skader, vi skal tage os af. Er der brud, skal de forbi røntgen, og når vi kommer hjem, skal vi følge op på det hele. Klokken er blevet 3 om natten, men her må du nogle gange også tage dig af en spiller. Og næste morgen skal man måske tidligt op, fordi nogle af dem måske ikke helt klar til den næste kamp.

- Til morgenmaden dukker der så en forpint spiller op med et slemt trælår: ”Det er noget rigtig lort, Carsten”… ”Så rolig nu, lad os se om vi ikke kan få det her ben i gang”. Og de fleste gange lykkes det da også at få dem klar igen inden næste kamp.

- Og gælder det et trælår, duer det netop ikke at stå og massere, der hvor smerten er, der er det meget bedre at give dem noget zoneterapi.

- Men i nogle tilfælde bliver man nødt til at vurdere, om det er godt, at de bliver sendt på isen igen. Jeg pillede faktisk vores målmand ud i kampen mod USA. Han havde svært ved at rejse sig op efter en redning, fordi han havde fået en skade i hoften, og desuden skulle han jo bruges igen dagen efter. Og det lykkedes - han var klar igen næste dag, fortæller Carsten.

Den mentale boble

- Når sådan en turnering starter, ryger vi mentalt set ind i en boble alle sammen, både spillerne og os andre. Den sidste time før en kamp er der en stor koncentration, men det er et kontrollerbart spændingsniveau, og der er tale om rutinerede folk, så det er ikke noget med at alle har ondt i maven. Men naturligvis støtter de ældre, hvis en af de yngre spillere er lidt nervøs.     

Behandlerne og de øvrige staff-members følger stort set den samme døgnrytme som spillerne, da alle er afhængige af hinanden. Og det gælder ikke mindst dem, der tager sig af spillernes fysiske og mentale sundhed.

- Om aftenen, efter kampene, sidder lægen, fys’en og behandlerne på hotellet og skaffer sig et overblik over situationen. ”Hvad har du aftalt med ham der – jeg går lige op og lægger en bandage – han skal have noget smertestillende - han har svært ved at sove og bør have nogle ørepropper.”

- Det er et must, at vi koordinerer sammen, så vi ikke glemmer noget, for eksempel medicin. Men pudsigt nok virker de aftener nærmest afstressende, og det er nok fordi, det hele er planlagt af vores manager. Vi ved præcis, hvad der skal ske hvornår, så vi behøver bare at møde op.

- Det er meget tilfredsstillende, at vi ikke bare behandler, men også hjælper dem til selv at være aktive og begynde at bevæge sig. Målet er jo altid, at de hurtigt skal kunne spille igen.

***********