Mange veje til evidens

 

Evidens har altid været et nøgleord og en stopklods i debatten om komplementær alternativ behandling. Her forklarer en forsker, hvorfor der er brug for at mere nuanceret syn på evidens – ikke mindst hos lægerne

 

Af Jesper Odde Madsen, Danske Terapeuter, januar 2026.

 

”Komplementær alternativ behandling mangler evidens – virkningen er noget folk bilder sig ind – forskningen siger, det bare er placebo”.

Vi har hørt det i årevis, ikke mindst når læger og politikere udtaler sig om komplementær alternativ behandling. De efterlyser altid lodtrækningsforsøg som bevis på, at behandlingerne har en effekt, og her stopper diskussionen som regel.

Sundhedsvæsenet vil nemlig gerne bygge sin viden på noget, der kan generaliseres, altså at andre kan lave det samme forsøg og få det samme resultat. Ved hjælp af lodtrækningsforsøg ønsker man at sikre, at den pågældende behandling kan anvendes i praksis med gode resultater.

Men er det overhovedet nødvendigt at forske i de komplementære alternative behandlinger? Er det ikke nok, at klienter og behandlere er tilfredse?

- Både læger, politikere og andre afkræver jo ofte nogle svar på, hvordan det virker, og hvor godt det virker, siger Hanne Bess Boelsbjerg, som er cand.mag. i religionsvidenskab samt ph.d. i sundhedsvidenskab.

- Det kan man jo ikke udtale sig om udelukkende ved at spørge klienterne. Her kan forskerne bidrage ved at skaffe en eller anden form for evidens eller erfaringsopsamling.

- Lodtrækningsforsøget er godt, når det gælder en pille, men duer ikke til at undersøge fx kirurgi eller lægens kommunikation med patienten. Her indgår der jo mange aktive komponenter, og her kan man ikke, som ved pillen, blot måle på én afgørende faktor.

- Og når lægevidenskaben vil kræve lodtrækningsforsøg af komplementær alternativ behandling, bør de jo også selv leve op til det. Det er bare ikke alt det, lægerne gør i sundhedsvæsenet, som kan leve op til deres egne krav.

- Men man kan også opnå viden på andre måder, fx ved at observere, ved at spørge eller ved at sammenligne med andre tiltag. Der findes både kvantitative metoder som lodtrækningsforsøget og en række kvalitative metoder, som i princippet er lige så nyttige. Man skal blot forske med respekt for de involverede, og metoden skal tilpasses den problemstilling, man vil undersøge, siger Hanne Bess Boelsbjerg.

Hun peger på fx sammenlignende studier. Her vil det være oplagt at operere med to grupper mennesker, der ligner hinanden så meget som muligt, fx to geografiske områder i udkanten af København. Den ene gruppe får tilbudt almindelig behandling i et lægehus, den anden det samme plus komplementær alternativ behandling.

Forskerne følger behandlingerne, patienterne og økonomien over fx to år, og hvis det viser sig, at man både kan spare penge og få sundere mennesker, vil politikerne sandsynligvis vise interesse. Den eneste grund til, at sådan et forsøg ikke for længst er iværksat er, at det er relativt dyrt – og at viljen mangler.

 

En holistisk tilgang

Det komplementære eller alternative adskiller sig overordnet set fra lægevidenskaben ved at have en holistisk tilgang til mennesket, og det har også stor betydning inden for forskningen.

- Hvis det fx handler om smerter i knæet, kan det måske komme frem i forløbet, at graden af smerter er afhængig af personens psykiske situation. Skal man så kun have fokus på knæet i sin forskning? spørger Hanne Bess Boelsbjerg.

- Man bør generelt se på hele mennesket, når man undersøger noget, og ikke blot have fokus på, om et symptom forsvinder eller forværres. Ellers bliver mennesket betragtet som en diagnose.

- Virkeligheden er jo altid mere kompliceret end laboratoriet, og man kan ikke kontrollere alle de faktorer, der indgår i behandlingen. Når man forsker, kan ens egen forståelse af problemet godt ændre sig undervejs, og så må man justere på sit forskningsdesign.

Selve virkningsmekanismerne og teorierne bag behandlingen (eller interventionen, som lægerne kalder det) har også stor betydning, når man forsker – ikke mindst, når det gælder komplementær alternativ behandling.

- Hvis virkningsmekanismerne ligger uden for de modeller, man kender, fx når det gælder homøopati, må man spørge sig selv, hvad der vejer tungest: At det virker på patienten, eller at det passer ind i ens videnskabelige verdensbillede?

- Jeg synes, man bør udvise en vis tolerance her, da man jo selv har udviklet modellerne, og man bør som forsker være både ydmyg og nysgerrig over for det, man ikke umiddelbart forstår. Men det er ikke altid tilfældet, siger Hanne Bess Boelsbjerg.

- Dette illustrerer tydeligt, at virkningsmekanismerne udgør et centralt problem, når man diskuterer forskning i komplementær alternativ behandling. Det kan som nævnt være svært nok at afgøre, hvordan man skal påvise eller afvise en effekt, men hvis virkningsmekanismen ligger uden for forskernes videnskabelige verdensbillede, kan det i sig selv betyde, at forsøget ikke bliver til noget.

For 20 år siden blev den daværende formand for Lægeforeningen, Jesper Poulsen, interviewet af denne artikels forfatter om forskning i komplementær alternativ behandling. Han sagde bl.a: ”For eksempel bør man ikke bruge penge på at forske i virkningen af homøopati, for enhver idiot kan jo regne ud, at det ikke virker”.

Og når de medicinstuderende har en underviser, der vil påpege, at noget er tåbeligt eller helt urealistisk, kan vedkommende finde på at understrege det med ordene ”det er det rene homøopati”

Der er således en indbygget stopklods for at forske, hvis en teori eller virkningsmekanisme falder uden for de rammer, som flertallet af naturvidenskabelige forskere er enige om.

 

Kritik af lodtrækningsforsøget

Er det ikke rigtigt, at lodtrækningsforsøget er den bedste metode inden for sundhedsforskning?

Nej. Filosoffen Jes Adolphsen er én af dem, der siger at man går galt i byen, når man definerer forskningens kvalitet ud fra metoden. Han skriver i sin bog om videnskabsteori, Problemer i videnskab, blandt andet: 

”At angive kriteriet for videnskabelig erkendelse ved hjælp af metoden minder betænkeligt om hvad man i logikken kalder en genetisk fejlslutning. Man kan ikke blåstemple eller afvise en påstand eller teori ved at vise, at den er fremkommet på en bestemt måde”.

Metoden bør i stedet vælges i relation til det problem, man vil undersøge. Fremhæver man én metode som garanti for sand viden, bliver det til et spørgsmål om tro.

Lægerne er derimod opdraget med ”evidenshierarkiet”, hvor man finder den bedste evidens på toppen af pyramiden, nemlig det dobbeltblindede, placebokontrollerede lodtrækningsforsøg.

Lodtrækningsforsøget eller det dobbeltblindede, randomiserede, placebokontrollerede studie kaldes blandt læger for ”den gyldne standard” og er placeret i toppen af den pyramide, de bruger til at illustrere forskningsmetodernes grad af evidens. Det er illustreret herunder.

Der findes dog en del læger og forskere, der er uenige i lovprisningen af lodtrækningsforsøget. De gør som Jes Adolphsen opmærksom på, at metoden bør vælges i relation til det problem, man vil undersøge – hvilket fx vil sige, at der er andre metoder, som med fordel kan bruges, når der indgår mange faktorer i en behandling. Det er bl.a. beskrevet i denne artikel, og herunder ses en illustration af både pyramiden og af disse forskeres cirkulære model.

---