Bliv alternativ behandler

Bliv alternativ behandler og få muligheden for et meningsfuldt arbejde, hvor du med faglighed og empati hjælper mennesker til en krop og et liv i bedre balance.

Ønsker du en uddannelse som alternativ behandler, f.eks. akupunktør, kranio-sakral terapeut, massør eller zoneterapeut, så er det vigtigt, at du sikrer dig, at uddannelsen opfylder minimumskravene til RAB-registrering.

Fælles for alle uddannelser til RAB-godkendt alternativ behandler er, at du skal have:

  • 200 timer anatomi/fysiologi
  • 100 timer sygdomslære/farmakologi
  • 250 timer i det primære fag - akupunktør, kranio-sakral terapeut, massør eller zoneterapeut
  • 50 timer psykologi/kommunikation
  • 60 timer introduktion til andre alternative behandlingsformer samt introduktion til basal sundhedslovgivning, herunder autorisationslovens bestemmelser om forbeholdt virksomhed og lovens øvrige kvaksalveribestemmelser, heri skal der være minimum 10 timer klinikvejledning/klinikbehandling

Desuden skal dokumentation for førstehjælp (hjerte/lunge og livreddende) inkl. hjertemassage kunne fremvises (ikke mere end to år gammelt).

Sæt dig grundigt ind i gældende lovgivning. Især er lov om registrering af alternative behandlere (RAB) og momslovens regler om momsfritaget alternativ behandling vigtige at kende til, før du vælger skole og uddannelse.

Hvad kan du bruge en uddannelse, som alternativ behandler til?

De fleste alternative behandlere har egen klinik eller har praksis i klinikfællesskab med andre sundhedsfag.

Som selvstændig kan du etablere jobaftaler i private eller offentlige virksomheder, i sportsklubber eller på institutioner.

Via aftaler med sundhedsordninger og sundhedsforsikringernes netværk er der gode muligheder for kontakt til interesserede klienter.

God Klinisk Praksis

For at du kan bliver optaget/registreret hos Danske Terapeuter, er det endvidere en forudsætning, at du lever op til regler for God Klinisk Praksis.