De skæve medier

Af Jesper Odde Madsen

Spændende opdagelser inden for sundhed, ny forskning, interessante perspektiver – forskerne har hele tiden meget at bidrage med. Alt det får vi andre så formidlet i et forståeligt sprog via nyhedsmedier, online platforme eller diverse magasiner.

Der er bare ét problem: Det gælder kun de emner, der er alment accepterede i mainstreamvidenskaben. Videnskabelige artikler og forskningsresultater inden for komplementær (alternativ) behandling har desværre meget svært ved at få omtale i medierne sammenlignet med mere ”almindelige” forskningsområder. Det samme gælder forskning i psykiske fænomener som telepati eller nærdødsoplevelser.

Fælles for alt dette er, at det ifølge mainstreamvidenskaben ikke bør tages alvorligt. Hvilket jo er ulogisk, idet videnskaben jo i princippet kan og bør studere alt det, der findes, selv om man synes det ser underligt ud eller ikke kan forstå det.

Når der trods alt skrives noget om fx alternativ behandling i medierne, er det derfor ofte både overfladisk og negativt, da journalisten som regel har interviewet en forsker, der afviser det som pseudovidenskab eller overtro.

Resultatet er, at befolkningen i langt de fleste lande ikke har adgang til seriøs og objektiv viden om alternativ behandling og samtidig præsenteres for et skævt billede af virkeligheden.

Både læger, forskere og andre med interesse i alternativ behandling er efterhånden godt trætte af denne skævhed i medierne (media bias) og derfor er nogle forskere og journalister fra flere lande gået sammen for at styrke mediedækningen af det, medierne ikke tør eller vil røre ved.

Gruppen hedder Frontier Journalists Network (FJN) og er tilknyttet The Scientific and Medical Network, som er en international sammenslutning af forskere.

FJN forsøger bl.a. at gøre journalisterne opmærksomme på interessant forskning, og man holder også kurser for forskere, der gerne vil lære noget om hvordan man bedst samarbejder med medierne.

Frontier Journalists Network