Centret bag kulisserne

Idéen om et nyt videns- og forskningscenter for alternativ behandling lever stadig. Danske Patienter, Lægeforeningen, de Lægevidenskabelige Selskaber, samt to repræsentanter for den alternative branche har gennem det sidste år deltaget i en arbejdsgruppe nedsat til formålet. Men indtil videre holder de kortene tæt til kroppen.

RAB forum, SundhedsRådet og Landsorganisationen Natursundhedsrådet (LNS) deltog i 2022 i et indledende dialogmøde, hvor gruppen blev nedsat, og ifølge LNS’ hjemmeside har gruppen indtil videre haft to onlinemøder. Her har man fx diskuteret, om man skal gå efter hele pakken med vidensformidling, rådgivning og forskning, eller om det kun skal være Lægeforeningens gamle idé om et videnscenter.

Gruppen har overordnet diskuteret behov og formål med et center, samt mulige finansieringsmodeller. Indtil videre ønsker gruppen ikke at komme med udmeldinger til offentligheden, men på LNS’ hjemmeside kan man læse, at ”hele gruppen er optimistisk og klør på for at kunne stille et gennemarbejdet forslag, når tiden er moden.”

Vi afventer med spænding, at tiden bliver moden.

Centret bag kulisserne

Illustration: Folder fra det gamle Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling, 2000-2012.