Hvordan genkender du en annoncehaj?

Mange små virksomheder er gennem tiden blevet bedraget af uhæderlige annoncesælgere. Men det er egentlig ikke svært at skelne hajerne fra de mere fredelige racer, man skal blot bruge sin sunde fornuft.

Af Jesper Odde Madsen

Nogle virksomheder lever som bekendt af at få andre virksomheder til at tegne annoncer. Det er jo helt legalt, men det kan blive en dyr fornøjelse, hvis man render ind i den forkerte sælger.

Annoncehajerne begyndte at vise tænder for mange år siden, dengang annoncer på nettet var et nyt fænomen. Nogle af annoncesælgerne gik benhårdt efter pengene ved at vildlede folk, og det var ofte nemt, netop fordi kun få havde erfaring med digital annoncering. I dag kan der stadigvæk være hajer i farvandet, men de fleste annoncesælgere er dog ganske fredelige.

Annoncesælgerne er gode til at snakke med folk og få dem til at føle, at ”vi er jo sammen om det her”. Men du er først og fremmest en indtægtskilde for dem og ikke deres ven.

Man kan godt skelne hajerne fra de ærlige sælgere. Hvis de fx insisterer på at indgå en aftale i telefonen her og nu, bør alarmklokkerne straks ringe. Forlang med det samme det hele på skrift, så du i ro og mag kan læse det igennem.

Uanset hvilke muligheder I har snakket om, kan sælgeren ikke senere forlange penge, medmindre I har indgået en aftale på skrift. Men hvis sælgeren beder om lov til at optage samtalen, selv om I først senere skal lave en skriftlig aftale, bør du være ekstra på vagt – det kan være for senere at kunne dokumentere, at du kom til at sige ja til en aftale.

Pas på ekstraudgifter

Det skal være tydeligt hvad du betaler for, hvilke elementer det omfatter og hvor længe aftalen løber, det hele i et sprog, der ikke kan misforstås.

Det skal være præcist defineret hvor annoncen skal vises, i hvilket format, og hvor ofte. Sælgeren skal også kunne dokumentere fx hvor mange besøgende der er på en hjemmeside, hvis det er der, annoncen skal vises.

Tro ikke på det, hvis han/hun fx lover dig, at dit salg vil stige med 500 procent på grund af annoncen. Det er et salgsargument, ikke et faktum.

Vær opmærksom på ekstraudgifter, som ikke er nævnt. Hvem skal fx levere den færdige annonce i det rigtige layout? Det bør være inkluderet i prisen. Hvis ikke det er tilfældet,  kan du evt. spare penge her, hvis du selv har en grafiker ved hånden.

Uanset hvem der layouter annoncen, bør du have på skrift, at du skal godkende den færdige annonce, inden den kan bruges.

Det var nogle af faldgruberne. Og det er desuden en god idé at finde én i dit netværk, som selv har erfaring med annoncering - det er guld værd med lidt sparring i den situation.

Hos SMVdanmark kan du læse mere om hajernes liv